Der er ikke noget galt i at tage et lån, hvis man har økonomien til at betale tilbage. Det er meget almindeligt at låne penge, men det er ikke noget, man skal gøre, hvis man ikke har tænkt sig om. Er man ikke påpasselig med sin økonomi, kan man ende med at opbygge en stor gæld, og det er ikke en god ting.
Har man fået opbygget så meget gæld, at man har svært ved at overskue det, kan man kigge med i vores artikel her, hvor vi giver gode råd til at slippe af med gælden.
Det er værd at huske på, at selvom betegnelsen gæld bliver brugt i flæng, er der flere faktorer, som spiller ind. Hvis man eksempelvis har et realkreditlån til sin bolig, vil der helt naturligt være en lang tilbagebetalingsperiode, uden det behøver være et problem.
Derfor fokuserer vi her på den gæld, der ikke er bundet op på noget af værdi, og som man har svært ved at betale tilbage til tiden.
Lad være med at låne flere penge
Selvom det kan være fristende at tage et kviklån for at betale månedens afdrag, kommer der ikke noget godt ud af det. Hvis man har svært ved at betale tilbage i forvejen, er det heller ikke en god idé at låne penge til et nyt tv eller andre forbrugsgoder.
Det kan lyde meget banalt, men det første råd til at komme af med en stor gæld er at lade være med at låne flere penge. Man har meget svært ved at bringe sin gæld ned, hvis man bliver ved med at oparbejde mere af slagsen.
Man kan kalde det at sætte en prop i problemet, så det ikke bliver større, når man stopper med at låne penge. Det er et godt udgangspunkt for at få sin økonomi på ret køl og få nedbragt sin gæld, for ligesom det er svært at tømme et skib for vand, hvis skibet stadig er hullet, er det svært at få bugt med sin gæld, hvis man stifter ny gæld.
Derfor er det en stor anbefaling, at man lader være med at låne flere penge.
Skab dig et overblik over din gæld
Som vi tidligere har sagt flere gange på denne blog, er overblikket et rigtig godt værktøj. Derfor har vi også lavet et budget skema, du kan bruge som udgangspunkt til at skabe dig et overblik over din økonomi.
Ud over ens økonomi generelt er det også en god idé at få et overblik over ens kreditorer og ens gæld. Når du ved, hvem du skylder penge, og hvor mange penge du skylder, kan du bedre tage stilling til, hvordan du skal håndtere din gæld.
Experian, som ejer RKI, har en tjeneste, hvor man kan logge ind med NemID og tjekke, hvilke af deres kunder man skylder penge. Husk også på, at ikke alle virksomheder er kunder hos Experian, så man kan godt have gæld, der ikke er registreret i RKI.
Husk at finde ud af, hvor mange omkostninger der er forbundet med lånene. Hvis du ikke er langt inde i afbetalingsperioden, kan der være en del udgifter, som endnu ikke er lagt til gældsposten. Kig efter ÅOP, som er et tal, der beskriver alle udgifterne ved et lån, ikke kun renten.
Undersøg, om du bruger flere penge end nødvendigt
For at slippe af med sin gæld skal man som hovedregel betale den af, og det kræver naturligvis nogle penge. Et godt sted at finde flere penge, der kan gå til afbetaling af ens gæld, er ved at skære ned på sine udgifter.
Igen kan vi pege på budgettet som et godt redskab. Det er en god idé at gå igennem sine konti i sin netbank. Her kan man få syn for sagen, så man kan se, hvad ens penge er gået til.
Når du har overblik over dine udgifter, kan du vurdere, om du bruger flere penge, end hvad der nødvendigt. Måske kan du nøjes med færre streamingtjenester, måske er du berettiget til hjælp fra det offentlige, du ikke får som friplads i daginstitutioner, eller måske kan du bruge pengene i madbudgettet smartere.
Så godt som alle har et eller andet, de godt kan undvære, så dette er en god øvelse, uanset hvordan ens økonomiske situation ellers er. Hvis du bruger mange penge på streaming, kan du læse vores blogindlæg om at spare penge på dette område.
Få hjælp, hvis du har brug for det
Det er aldrig en skam at bede om hjælp. Hvis man står med noget, man ikke kan klare selv, er det altid bedst at spørge om hjælp, og der er flere steder, man kan opsøge hjælp og rådgivning, når det kommer til fæld.
Et sted er Forbrugerrådets gældsrådgivning, som kan kontaktes over både telefon og mail, ligesom man kan booke et rigtigt møde. Du kan læse mere om Forbrugerrådets gældsrådgivning her. Det er også en god idé at kontakte Den Sociale Retshjælp, som har en afdeling, der handler om gældsrådgivning.
Her kan man få gratis og uvildig rådgivning til at slippe af med sin gæld.
Der er også mulighed for at få hjælp til at håndtere sin gæld fra private aktører, men der skal betales for den service, disse virksomheder yder. Til gengæld kan det være, man føler, det er mere effektivt, og derfor er det op til en selv at vurdere, hvad der passer bedst til en selv.
Vi kan selv anbefale Sagførerne, hvis du har behov for juridisk assistance.