Spar penge på sådan noget som vand

Kan du spare på vand og varme? Det kan give mere luft i dit budget!

Når man lægger et budget, er det for at man kan få et overblik over ens økonomi. Det overblik kan man så bruge til at vurdere, om det er nødvendigt at skrue op eller ned for bestemte poster i budgettet, og hvor meget man skal justere.

Et punkt, det for mange vil være relevant at kigge på, er udgifterne til sådan noget som el, vand og varme. Boligposten i ens budget er nemlig ikke kun ens husleje eller afbetaling på sit boliglån, der er også det huslige forbrug at tage med i beregningerne.

Ud over det kan være en gevinst for din økonomi, kan det også være en god ting at gøre for klimaet, og i mange tilfælde vil det ikke betyde de store ændringer for dig – hvis det overhovedet vil betyde noget. Med moderne teknologi og kloge løsninger er det muligt at indrette sig, så man kan spare næsten uden at mærke det.

Adfærd og omtanke

Inden vi kommer til de mere tekniske løsninger, er det vigtigt at pointere, at det mest effektive er en tankegang, som går på at spare. Selv de klogeste dimser kan ikke beskytte os fra vores vilje, hvis vi virkelig vil noget andet end dem.

Derfor er det altså en god idé at begynde at tænke på at skrue ned for forbruget – også når det kommer til vand og varme. I det hele taget er det klogt at lade være med at bruge mere, end man behøver, men i denne artikel fokuserer vi på el, vand og varme.

Det betyder en lang række ting, som man hurtigt kan komme efter, når man har vænnet sig til at tænke på det. Det kunne være noget så simpelt som at slukke lyset i et lokale, man går ud af (når man er den sidste!), at tage lidt kortere bade og nøjes med en temperatur, som ikke kræver shorts og T-shirt indendørs.

Sæt forbruget ned med smarte hjælpemidler

Som nævnt findes der en række forskellige måder, man kan hjælpe sig selv med at skrue ned for forbruget i sin bolig. Vi kan ikke komme forbi dem alle her, men et lille udpluk kan vi dog godt komme igennem for at illustrere, at der er løsninger, hvis man vil have dem.

Spar penge på el

Hvis man gerne vil sætte sit elforbrug ned, er det en god idé at kigge på de apparater, man har stående derhjemme – ud over fx at slukke lyset, når man ikke skal bruge det mere. I nogle tilfælde kan der være mange penge at spare, hvis man udskifter det gamle med nyt, selvom det kan være en investering, man skal finde penge til.

En gammel kummefryser kan være utrolig praktisk til at spare på madposten, men den kan også være meget tung i strøm. Måske er fryseren ikke så tæt, som den har været, og måske var den ikke så energieffektiv i forvejen.

Det samme kan siges om sådan noget som ens tv og ens pærer i lamperne – måske giver det økonomisk god mening at skifte gammelt ud med nyt.

Spar penge på vand

Vand minder meget om el på den måde, at man kan tænde og slukke rimelig hurtigt. Det betyder også, at der er penge at spare, hvis man formår at slukke, når det ikke er nødvendigt at bruge vand. Et klassisk eksempel er, at vandet ikke behøver løbe, mens man børster tænder, og tandbørsten er i munden.

Med vand kan man også opgradere til udstyr, der hjælper en med at spare på vandet. Ens brusehoved og vandhane kan eksempelvis være designet sådan, at der bliver blandet en del luft i strålen eller strålerne med vand, så der ikke kommer så meget ud.

Det er ikke noget, du mærker, for det føles ens, uanset om der er luft i eller ej – eneste forskel er, at du sparer på vandregningen.

Spar penge på varme

Varme er oftest lidt sværere at regulere fra det ene øjeblik til det andet, end vand og el er det, men der er også noget at hente her for de fleste. Bor man til leje, er det forståeligt, hvis man ikke vil kaste voldsomt mange penge efter tekniske løsninger, så det er nok primært for dem, der ejer deres bolig.

Moderne termostater kan spare en for en betydelig del af varmeregningen ved at lære, hvornår man rent faktisk skal bruge varmen. Man kan selv indstille, hvornår der skal være varmt og koldt, og der er eksempelvis ikke grund til, at man varmer stuen op, mens man sover i soveværelset. Det bliver mange timer i løbet af et år, man varmer op, uden der er nogen mennesker.

Derudover kan man også potentielt spare mange penge på at udskifte gamle vinduer til moderne, effektive vinduer og ved at efterisolere sit hus. Til den slags kan man måske endda få fradrag hos skat.

Skriv en kommentar