Det er vilde tilbud! Man kan spare sindssygt meget! Eller kan man nu også det? Black Friday er i 2019 den 29. november, og Cyber Monday er den 2. december, og der kommer til at være tryk på kasseapparaterne.
Man kan let blive fristet til at købe ind, til armene falder af på Black Friday og Cyber Monday, og efterhånden har rigtig mange af os også slået til og købt noget, når tilbuddene føles som om, de står i kø for at få vores opmærksomhed. Markedsføringen for disse to dage, særligt Black Friday, er massiv, og efterhånden er flere og flere butikker også med.
Nu er det ikke kun de store kæder, der har Black Friday-tilbud, man kan også finde nedsatte priser hos sin lokale bager eller tøjbutikken nede i centrum. Fristelser er der altså nok af, men det handler om at holde hovedet koldt.
Der kan være store besparelser at hente, men det kan også være, skinnet bedrager. En forbrugsfest som denne kalder næsten på kviklån og forbrugslån, men det er vigtigt at huske på, at der følger en omkostning med lånene. Spørgsmålet er, om rabatten er låneomkostningen værd.
Her får du lidt baggrund om højtiden, og vigtigst af alt får du nogle tips til at komme helskindet igennem forbrugsfesten. Først lidt historie.
Black Friday er amerikansk – og vildt!
De fleste ved nok godt, at Black Friday og Cyber Monday er amerikanske opfindelser. Som man kan læse på Wikipedia, er der primært 2 teorier om, hvor termen har sin oprindelse, men det er altså ikke helt sikkert, hvor man har opfundet navnet til fredagen efter den amerikanske højtid Thanksgiving.
Den første teori går på, at det var politiet i Philadelphia, som kom på betegnelsen, fordi de mange handlende betød, at gaderne var sorte af mennesker. Deraf kom navnet Black Friday efter sigende. Den anden teori går på, at det ofte var på denne dag, butikkerne kunne begynde at skrive med sorte tal i regnskabet – altså at man nu havde et overskud for året.
Fredagen indvarsler typisk også julehandlen i USA, selvom der godt kan være pyntet op til jul inden da. Det vil man særligt lægge mærke til i Danmark, da vi ikke har den amerikanske Thanksgiving-tradition i specielt høj grad. Den pynter amerikanerne ellers også ofte op til.
I Danmark har Black Friday-fænomenet oplever en eksplosiv vækst, da det først er op gennem 10’erne, traditionen kom til Danmark. På under 10 år er dagen altså gået fra at være så godt som ikkeeksisterende til at være en dag, der omsættes for omkring 2 milliarder kroner sidste år i Danmark.
Dagen er en vild dag, og det vises nok bedst ved at pege på en side, der samler de amerikanske historier sammen, hvor folk er kommet til skade i forbindelse med Black Friday eller sågar er døde af det. Det er makabert, men det understreger også, hvor vild dagen er blevet i USA.
Cyber Monday er efternøleren
Som en form for efternøler for Black Friday finder man Cyber Monday. Det er mandagen efter Black Friday, og her er – som navnet antyder – fokus på elektronik og gadgets. Der er dog også mange onlinebutikker, som hopper mere med på Cyber Monday end på Black Friday, uanset hvad de sælger. Her er vinklen ofte, at tilbud kun findes online.
Cyber Monday er ikke lige så stor som Black Friday i hverken Danmark eller USA, men der kan stadig være gode tilbud at hente.
5 gode råd til Black Friday
Med lidt baggrund ad vejen, kan vi begynde at kigge lidt mere på dette års Black Friday, og hvordan du skal forholde dig. Det er nemlig let at blive snydt af de gule tilbudsskilte, de tilsyneladende store besparelser, og alle de materielle ting, man kan ønske sig.
Vi har samlet vores 5 bedste råd til, hvordan du kommer godt igennem Black Friday – nogle er mere lavpraktiske end andre, men de er alle gode at have i baghovedet, inden du kaster dig ud i butikkernes kaos.
- Gør dit forarbejde
Inden du tager afsted på indkøb, er det en rigtig god idé at have lavet sit forarbejde. Det indebærer blandt andet at tjekke, hvad man egentlig har brug for, og så er det en god idé at skrive ned, hvilke tilbud man vil have. Hvis man har skrevet det ned, man gerne vil have (ikke bare godt kunne tænke sig, men hvad man rent faktisk vil købe, hvis det kan lade sig gøre), skal man holde sig til sin liste. - Tjek prisudviklingen
Priserne bevæger sig ret meget, og man kan tjekke prisudviklingen flere steder på nettet. Den mest kendte portal til dette er nok PriceRunner, hvor man kan finde det produkt, man overvejer at købe og se, om det rent faktisk er så billigt, som butikkerne påstår. Man oplever nogle gange, at prisen bliver hævet inden et udsalg, så besparelsen ser større ud, end den faktisk er. - Tag fri – hvis du er typen
Man får oftest de bedste tilbud som køtilbud, og hvis man er typen, der ikke har noget imod at tilbringe en nat ude foran en butik, kan man med fordel tage fri denne fredag. Ofte vil der også være begrænsning på, så det kun er de X første, der kan få produktet til denne særlige pris, og det kan være en god forretning, hvis man kommer ind i køen tidligt nok. - Kig på din økonomi
En ting er, at tilbuddet er godt nok, og du rent faktisk har brug for det, du kigger på. Noget andet er, om du rent faktisk har pengene til det. Vær sikker på, at du har pengene til at gøre dine indkøb eller eventuelt har pengene til at betale lånet til den nye sofagruppe, eller hvad du nu har brug for. - Lav en konkret plan
Der er utrolig mange mennesker i butikkerne på Black Friday, så som tommelfingerregel er der bare ikke tid eller plads til, at man kan gå lidt rundt og kigge på ting og overveje sit køb i butikken. Det handler om at have en plan, gå ind og eksekvere planen og så komme ud igen. Med mindre man elsker det kaos, der hersker, selvfølgelig.
Bonustip – Gør plads i budgettet og spar op!
De 5 ovenstående tips er meget lagt an på selve dagen, men der er en ting, som måske er endnu bedre. Det er nemlig en god idé at spare op, så man ikke behøver låne eller ikke behøver låne lige så meget på Black Friday, som man potentielt kunne komme ud for.
Hvis man kan forudse, at der inden længe vil være et behov for at skifte noget større ud, og man gerne vil slå til på Black Friday, kan man med fordel budgettere med det.
I vores budgetskema har vi gjort det nemt at afsætte penge til en særlig opsparing, og det kunne jo sagtens være til indkøb på Black Friday. Hvis man skal have udskiftet sin seng, sin sofa, sit fjernsyn eller sin smartphone, er det en god idé at spare op først, og det får man et godt overblik over med vores budget.
Hvis du skal låne, så tænk besparelse kontra udgift
Har man forelsket sig i en bestemt ting, som man bare må have, og er man nødsaget til at låne penge til at købe den bestemte ting, er der en tommelfingerregel, der er værd at have med i baghovedet. Faktisk er der to, for den ene er, at du selvfølgelig skal have råd til at købe tingen – selv når rabatten er trukket fra.
Hvis man tænker, at man kan spare mange penge ved at købe tingen nu, skal man huske at tænke over omkostningerne ved lånet. Hvis du fx skal låne 4.000 kroner, og det koster 1.000 kroner at gøre det, kan det stadig være et godt køb, hvis nu tingen kostede 8.000 kroner til at starte med.
Godt nok er din besparelse ”kun” på 3.000 i stedet for 4.000, men det er stadig værd at tage med.
Hvis du kan se, at omkostningerne ved at optage lånet bliver henimod lige så store eller måske større end besparelsen på dit indkøb, forsvinder det smarte jo ved Black Friday og Cyber Monday. Det er blandt andet derfor, det er en god idé at bruge sammenligningssider som vores, hvor du kan sikre dig at få et lån, som passer til dig og din situation.
I øvrigt er det også en god idé at tænke over ens økonomi på forhånd, så man ikke står og tænker “Lån penge nu! Så kan jeg købe den brødrister, der kan riste brød med et motiv fra Star Wars!”. Det er sjældent en god idé.
Du vil blive fristet til at købe for meget
Butikkerne vil selvfølgelig gerne have, at de sælger en masse ting, og de vilde tilbud er jo en måde at få folk ned i butikkerne eller ind på hjemmesiderne. Når de så har fanget din opmærksomhed, kommer begrebet ’mersalg’ ind i billedet – altså disciplinen om at sælge for mere end det, kunden i første omgang er interesseret i.
Det kan enten komme til udtryk ved, at man bliver guidet mod at købe flere ting, end man oprindeligt kom efter, eller det kan være, man bliver peget i retning af dyrere produkter. Det betyder ikke, at sælgeren ikke har ret i, at det ville være praktisk med noget ekstra, man skal bare være opmærksom på det.
Eksempelvis kan man være på jagt efter et nyt fjernsyn, fordi det gamle er gået i stykker. Man er vant til 32”, så det går man efter igen. Sælgeren kan så spørge, om man ikke skal op i 42”, så man får noget mere skærm at kigge på. Der er mange, som er glade for at gå op i størrelse, fordi fjernsyn bliver slankere både i tykkelsen og i rammen omkring selve skærmen, så har man en ældre skærm, kan man få et fjernsyn, der fylder det samme, men har en større skærm.
Her skal man gøre op med sig selv, om man vil betale de ekstra penge, det koster at købe det større tv, fordi sælgeren vil gerne sælge for så meget som muligt. Sælgeren har ret i, at mange er glade for en opgradering, så der er intet i vejen med rådgivningen, man skal blot være opmærksom.
Black Friday eller Black Week
Selvom det traditionelt kun er fredagen, der bugner med tilbud, er mandagen efter også kommet til, og man ser i højere og højere grad, at butikkerne her i landet spreder tilbuddene ud over flere dage. Det er med til at tage lidt at presset fra selve dagen.
Hvordan det helt konkret bliver gjort i den enkelte butik eller kæde er lidt forskelligt. Nogle har særlige tilbud til hver dag, de kører denne Black Week, mens andre giver mere og mere afslag i prisen, som vi kommer tættere på Black Friday.
Så er der naturligvis også de butikker, der bare kører med de samme tilbud hele ugen, så man ikke skal tænke så meget på bestemte måder at gøre det på.
Man kan finde denne Black Week i forskellige formater både som optakt til Black Friday, eller man kan finde det som noget nærmere en forlænget Black Weekend, der starter om fredagen og kulminerer med den sidste tilbudsdag på Cyber Monday.
Uanset hvordan butikkerne vælger at gøre det, er der utroligt mange tilbud omkring Black Friday, og der kan være mange penge at spare – man skal bare være opmærksom og tænke sig om!